Er Sverige eller Danmark det frieste land?
Når talen falder på Danmark, tænker mange i Sverige på et land med mere frie rammer. Det er landet hvor det at købe spiritus foregår i supermarkedet og ikke på Systemet, hvor du som barejer ikke skal søge tilladelse for at dine kunder tager en svingom og landet hvor man kalder politikerne idioter til deres ansigt fremfor at knytte næven i lommen.
Som dansk tilflytter til Sverige har jeg, på godt og ondt, oplevet forskellene mellem de to lande og tager jeg mine libertarianske briller på har specielt det seneste halvandet år gjort det tydeligt hvilket af landene der fra et frihedsperspektiv har de bedste forudsætninger.
Oprindeligt flyttede jeg til Sverige, selvom flygtede måske er et bedre ord, for at undgå det danske skattehelvede. Omend den gennemsnitlige person afkræves i grove træk lige meget i skat på sin løn, så er ting som biler der i Danmark beskattes med 150% oven i prisen, bolig og generelle leveomkostninger lavere beskattet i det svenske og derfor billigere end i Danmark. Den gang ikke fuldblods-libertarianer, men med en forståelse for at staten ikke var af det gode og derfor fulgte et par år med forvirring rundt i forskellige politiske partier indtil forskellige personligheder i libertarianske kredse fik mig sporet ind på ideologien. Fra socialdemokrat som 18-årig til libertarianer omkring de 30 takket være personer som Stefan Molyneux, Lars Kragh Andersen og Tom Woods.
Igennem årene er mange små og store forskelle dukket op som har placeret Sverige som et mere frit land, ikke mindst med tanke på situationen siden foråret 2020. Hvor Sverige bestemt ikke har været frie for statslig intervention med diverse forbud, kammede situationen på flere helt over i Danmark. Både på de bonede gulve i magtens korridorer hvor det danske Folketing reagerede med at give regeringen nærmest enevældige beføjelser som har udmøntet sig præcis som man kunne forudsige efter sætningen “magt korrumperer, totalt magt korrumperer totalt” ligesom det på gaden har medført store protester hvoraf visse har udmøntet sig i gadekampe med politiet. Hvor handlingerne i magtens korridorer har medført at der nu pågår kommissioner der skal udrede både brud på grundloven, sletning af informationer for at dække spor og manipulering med data for at dreje konklusioner, så var den svenske respons på den front mere afmålt. Det har naturligvis ikke været sjovt for den svenske restaurationsbranche at skulle lukke klokken 20 eller at være underlagt (efter danske forhold generøse) forsamlingsforbud, men i forhold til Danmark hvor alt næringsliv med undtagelse af fødevare-butikker helt blev lukket i en længere periode har den svenske model været at foretrække. Set fra et frihedsperspektiv er mere frihed altid bedre, så selvom det havde være at foretrække at der ikke var nogen restriktioner, var mindre trods alt bedre.
Bevares, fra libertariansk synspunkt er den svenske stats tilgang da ikke perfekt, men set i forhold til mange andre steder i verden har den været blandt de bedste. Med det i mente vil jeg mene at Sverige er mere frit end Danmark. Simpelthen fordi myndighederne, trods alt, blander sig mindre i tingene. Af selvsamme årsag har jeg svært ved at se mig selv vende tilbage til Danmark. Danmark er er mere ufrit land og det at kunne være fri er vigtigt for mig. På det punkt er svenskerne bare bedre.